Nyt website til Juelsminde Havnemuseum
med et moderne og mere familievenligt udtryk.
Frem mod sæsonstart 2024 har jeg arbejdet på udviklingen af et nyt website til Juelsminde Havnemuseum.
For 10 år siden designede jeg det første havnemuseum.dk for det dengang nystartede museum. Sitet fungerede stadig, da bestyrelsen på museet henvendte sig til mig med ønsket om et nyt website med et mere tidssvarende layout og udtryk.
Siden trængte dog i høj grad til en modernisering, så det med overbevisning kan formidles, hvad museet er for en størrelse efter 10 års rivende udvikling. Ligesom der gennem årene var opstået et ønske om i højere grad at henvende sig udtryksmæssigt til “hele familien” ikke mindst børnefamilier.
Ud fra briefet og opfølgende møder med bestyrelsen kom jeg frem til at, det kunne nås vha. glade udtryksfulde fotos og engagerende tekster, der gør især børnefamilier nysgerrige på, hvad Juelsminde Havnemuseum anno 2024 kan byde på, og som samtidigt signalerer, at museet fortsat fornyer og moderniserer sig.
Resultatet blev et fuldt responsivt website, der i højere grad interagerer med den besøgende via billeder og kortere tekster, der engagerer vedkommende og fungerer som smagsprøver på, hvilke faste udstillinger, man kan opleve på museet samt hvilke events og særudstillinger, der bydes på i løbet af året.
Det har dog hele tiden været i højsædet, at den besøgende stadig kan finde fyldestgørende information om de enkelte udstillinger og arrangementer, lige såvel som nyhedsbreve og bestyrelsesreferater etc. også har en plads på websitet, der hermed supplerer museets Facebook-side fint som den tungere og blivende database.
Besøg havnemuseum.dk.
Kunde:
Juelsminde Havnemuseum
Opgaven bestod af:
Udvikling af nyt website
År:
2024